Ambulancer
Ambulancer anvendes som oftest til transport af syge eller tilskadekomne til eller fra et behandlingssted såsom et hospital. Både indretningen og transportmidlets type varierer en del fra land til land, ligesom ambulancebegrebet dækker over mange forskellige transportfunktioner – både akutte og ikke-akutte opgaver. Til komplicerede transporter af kritiske patienter mellem hospitaler kan det være nødvendigt at anvende specielle ambulancer, der kan håndtere hospitalssenge eller kuvøser til babyer.